KUNSTSKOLERNE

ENTRE

ENTRE er en platform for entreprenørskab på kunstskolerne. 

Siden indeholder materialer til både studerende, undervisere og uddannelsesudviklere. 

ENTRE WIKI er et opslagsværk med viden, der vedrører entreprenørskab som vidensfelt på de kunstneriske uddannelser. 

Wikien samler teorier, modeller, begreber og tilgange fra både praksis og teori. Indholdet kan anvendes i både den kernefaglige undervisning, hovedfagsundervisning, KUA-undervisning og i decideret entreprenørskabsundervisning. 

Gå til ENTREWIKI

ENTRE DEBAT er et live format samt en podcast. Se eller lyt til de forskellige begivenheder, hvor kunstnerisk entreprenørskab, bæredygtige arbejdsliv og kunstuddannelser drøftes af undervisere, studerende, rektorer og folk fra de omgivende brancher.

ENTRE DEBAT Podcast

ENTRE DEBAT Live 

Casesamlingen er opstået af et behov for et sted, hvor undervisere fra de syv institutioner kan dele eksempler på, hvordan lærere, studerende og dimittender udfolder undervisning og kunstnerisk praksis på måder, der berører entreprenørskab som et vidensfelt i kunstuddannelserne.

Samlingen bidrager til, at vi kan få øje på bredden i kunstnerisk  entreprenørskab og dermed også hvad det er, vi definerer som noget, der knytter an til kunstnercentrisk og kulturelt entreprenørskab.

Vi ser det hver dag blandt studerende og undervisere – initiativet, skaberkraften, gnisten i den kunstneriske virksomhed. Men hvor kan vi se, at entreprenørskab hjælper med at løfte initiativerne i den kunstneriske praksis? Det er det, vi deler i denne samling.

Et mål for ENTRE CASE er at støtte videndeling på tværs af faglige og kunstneriske perspektiver. Samlingen vokser løbende og er åben for bidrag fra alle på kunstskolerne.

Se casesamlingen her

Udgangspunktet for ENTRE seminarer har været ønsket om at blive klogere på, hvad det vil sige at være undervisere på en kunstskole i dag. Seminarerne er tilrettelagt efter en målsætning om at skabe et fælles rum, hvor der er tid og plads til at se på egen praksis som underviser og stille sig selv de spørgsmål, der ofte falder i baggrunden i den travle hverdag på en kunstskole. Vi besøger spørgsmålet om, hvordan vi møder den generation af studerende, der er på kunstskolerne nu, og hvordan vi møder det kulturliv, som de bliver en del af. Spørgsmål som Hvordan underviser jeg? og Er det dette, jeg gerne vil som underviser, og hvordan fungerer det i forhold til de formål, der er beskrevet for uddannelsen og institutionen? vil være tilbagevendende. Og under det hele løber en rød tråd i entreprenørskab som et vidensfelt, man kan arbejde med i udviklingen af en underviserposition og i mødet med de studerende. Rammen for seminarerne er samtale- og refleksionsrum, med input fra forskere, filosoffer og andre, der kan berige samtalen om underviserpositioner på kunstskolerne i dag. Det har været et mål, at man som deltagerne gensidigt kan inspirere og udfordre hinanden med afsæt i egen praksis og erfaring fra forskellige kunstfaglige institutioner.

– Entreprenørskab i de kunstneriske uddannelser i Norden

EntreNord var et initiativ, der blev startet i samarbejde mellem CAKI, Karlbak og KreaNord, Nordisk Ministerråd i 2012.

Formålet med projektet var at styrke arbejdet med entreprenørskab i de kunstneriske uddannelser og vækstlag gennem forskellige en række forskellige formidlingsaktiviteter.


EntreNords faser

Første fase af EntreNord udfoldede sig i 2012 gennem fem workshops for undervisere ved de kunstneriske uddannelser i Norden og kulminerede i en fælles nordisk konference i København i november 2012 med titlen EntreNord. From Student to Proffessional in the Creative Fields.

Anden fase af EntreNord blev realiseret fra januar 2013 til december 2014: Ti workshops og to Gatherings samt EntreNord Konferencen Teach the Teacher.

I januar 2015 gik projektet ind i sin sidste fase som en del af KreaNord, idet KreaNord som initiativ afsluttes i sommeren 2015. EntreNord har som projekt ligget stille siden 2016.


EntreNord.dk

EntreNord-platformen, entrenord.dk, blev lanceret i sommeren 2013 under portalen Kreanord.org. Siden sommeren 2015 har CAKI stået for driften af platformen. Formålet med entrenord.dk er at sikre indsamling og formidling af entreprenørielle elementer inden for de kunstneriske uddannelser og vækstmiljøer i Norden for derigennem at styrke de kreative fag i Norden bredt, med særligt fokus på uddannelsesmiljøerne og vækstlagene.

Indholdet på platformen skulle medvirke til at styrke etableringsmuligheder for kunstnere og kreative samt bidrage til efteruddannelse af underviserne med fokus på at forme og styrke studerendes og vækstlagets entreprenante forudsætninger for et selvstændigt professionelt virke.

Platformen formidlede undervisningsmaterialer, viden og netværk fra de enkelte nordiske lande. Ved udgangen af 2014 var der indsamlet mere end 100 cases på platformen. Platformen blev lukket i 2022. 


EntreNord Konsulenterne

I 2015 tilbød EntreNord Konsulenterne at besøge uddannelser, projekter og organisationer, der arbejder med entreprenørskab for kunstnere i Norden. EntreNords Konsulenttjeneste tilgodeså behovet for knowledge on demand, lokal anvendelse af generelle erfaringer og fleksibilitet i form af kortere møder med mange undervisere, som alternativ til at sende en eller få undervisere til konferencer i flere dage.


Erfaringerne fra EntreNord

Erfaringerne fra EntreNord bekræfter, at arbejdet med entreprenørskab på de kunstneriske uddannelser og i de kreative vækstmiljøer i norden drives frem af en omfattende og alsidig blanding af talentfulde, modige og dygtige undervisere. Undervisere, der arbejder for at styrke professionaliseringen af de studerende gennem et solidt engagement og en vilje til at udforske og udfordre, hvordan kunstnere kan påvirke, forfine og bidrage til vores omgivende samfund, som en del af en professionel kunstnerisk praksis.

Ikke desto mindre er der fortsat mange studerende såvel som professionelle, der ikke oplever, at deres kunstneriske fagligheder og potentialer i tilstrækkelig grad lader sig udfolde til et selvstændigt, professionelt kunstnerisk virke. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at mange finder det svært at leve af sin kunst- eller designfaglige baggrund efter endt uddannelser. Samtidig er der ingen tvivl om, at kunst og design spiller centrale roller i vores samfund, og der er behov for, og efterspørgsel efter, de kunstneriske og kreative fagligheder.

Spørgsmålet, EntreNord efterlader, er, hvordan vi som undervisere bedst muligt ruster studerende og de kunstneriske vækstlag til at udforske flere muligheder i deres kunstneriske profession, samt hvordan vi bidrager til at styrke de studerendes og de færdiguddannede kunstneres forudsætninger for at skabe gode arbejdsliv.